Livsvigtig tilknytning
Giv dit barn en tryg start på livet.
Forskning viser, at tryghed er helt afgørende i barnets første leveår for, at det udvikler sig til et trygt, robust barn med selvtillid og glæde ved livet. I løbet af dette år udvikler nervesystemet og hjernen sig, og grundlægger og danner de følelsesmæssige og relationelle spor, som ligger bag de handlemønstre, som barnet bruger til at navigere gennem livet.
Barnet udvikler sin evne til at være i kontakt, og gennem kontakt erfarer det, hvordan man kan få hjælp til at regulere sine følelser. Ikke som en erkendelse, men som en kropslig erfaring der sætter sig dybt i barnets celler. At gøre alt dette muligt kræver først og fremmest, at mor og far har evnen til at skabe ro i deres eget nervesystem.
I den forbindelse er det vigtigt at vide som forældre, at det aldrig er for sent at ”rydde op baglæns i tilknytningen”. Både i forhold til jeres eget barn, men også i forhold til jeres egne tilknytningsmønstre til jeres forældre, er det muligt at hele gamle traumatiske oplevelser.
Jeres barn kommer til verden, ofte efter lang tids venten, med glæde, og den praktiske forberedelse der hører sig til, så alt er klappet og klart efter den afsluttende måske hårde fødsel.
Vi ser måske alle de fine billeder af velfungerende familier med alle de nyindkøbte, rigtige ting på sociale medier og i kulørte dameblade – og bag ved alt denne stræben efter at blive bedst mulige forældre – er der et lille barn, hvis største behov er nærværende og trygge forældre.
Så måske er det mere relevant at sætte tempo og egne krav til jer selv ned, så i stedet for det perfekte kan I orientere jer mod at være ”gode nok forældre” – hvilket i sin essens er meget mere væsentligt end den rigtige farvetone på væggen.
Og i starten er kontaktarbejdet ad naturens vej meget afhængigt af mor, da hendes krop gennem graviditeten har været basen for kontakt – og barn og mor får derfor en tilknytning allerede i fostertilstanden. Barnet er derfor klar til kontakt og søger den i det øjeblik, det bliver født.
Det er ikke bare en brystvorte barnet søger, men ansigt, stemme og kontakt til os derude, så det kan få berøring, opmærksomhed, nærvær og omsorg.
Det har behov – og de skal dækkes hvis barnet skal være i trivsel og udvikling. Amningen er en fortsættelse af den tryghedsgivende kontakt i fostertilstanden, og er en væsentlig base for tilknytningen.
Dette ikke skrevet for at udelukke far fra den vigtige tilknytningsproces, men for at vise forskelligheden i udgangspunktet for tilknytningsprocessen, og vi vender tilbage til fars vigtige rolle og medvirken senere.
Hvis du som mor tillader dig at blive lidt langsom og nærværende med dit barn, vil du opleve, at dit barn søger dig og kontakt, og hele tiden er i gang med at afstemme sig i forhold til dig og dine signaler, berøringer, lyde, mimik og følelsesmæssige tilstande.
Du har en meget kompetent samarbejdspartner, hvis du giver tid og plads til at mødes med dit barn, og der er ingen mødre der springer ind på scenen – og bare kan det her!
Så giv dig tid – vær nænsom overfor din usikkerhed, og find din egen sikkerhed gennem dine og dit barns fælles erfaringer i jeres samspil.
Nogle af de vigtigste elementer for at give dit barn en sund og tryg tilknytning, er nærværende kontakt, kropslig og følelsesmæssig tryghed, forudsigelighed gennem rytmer, rutiner og handlinger, og din støtte og hjælp til at regulere og afstemme dig med dit barn, når det har brug for din hjælp.
Tryghed er ifølge tilknytningsteoretikerne Bowlby og Ainsworth: ”Et basalt fundament for menneskelig trivsel” – og kvaliteten af den tryghed og kvaliteten af den tidlige tilknytning, er af stor betydning for, hvordan vores voksne liv kommer til at forme sig.
Vi har vores tidlige strategier for tilknytning med i vores daglige liv, som en toneangivende faktor i måden, vi ser verden på, løser problemer og møder udfordringer på, og sidst – men absolut ikke mindst – laver nye relationer til vores medmennesker på.
Er vi trygge, tillidsfulde, ressourcestærke, rolige og har nemt ved at indgå i relationer, fordi vores forældre støttede, elskede og mødte os i en tryg og kontaktfuld barndom?
Eller er vi utrygge, urolige, mistroiske, ressourcefattige og har svært ved at være sammen med andre, fordi vores forældre havde for meget at gøre med bare at overleve, og var usikre, stressede og følelsesmæssigt ustabile?
Der er ingen af os med børn, der er perfekte. Samtidig har vi et ansvar, hvor vi er nødt til at tage os af os selv, hvis vores ubalancer i for høj grad går ud over vores barns trivsel.
Det betyder jo, at vi som forældre er nødt til at arbejde med os selv i forhold til vores egne små skævheder og ubalancer. (Som om der ikke var arbejde nok allerede).
Hvis vi er stressede, fraværende, frustrerede, vrede, deprimerede kan vi være nødt til at tage os af disse tilstande på en mere bevidst måde. Ikke kun til glæde for vores børn, men først og fremmest til glæde for os selv – og for at skabe ”langtidsholdbarhed” som forældre.
Jo mere bevidst vi evner at skabe nye niveauer af balance i vores eget indre følelseslandskab – og dermed vores nervesystem – jo bedre bliver kontakten til vores børn.
Det kan på, den lange bane som et liv udgør, vise sig at være uvurderligt for vores børns trivsel.
Hvis vi skal beskrive det lidt mere teknisk, peger udviklingspsykologien på, at det første år af et menneskes liv er essentielt for vores vej ud i livet.
Det er i løbet af dette år, nervesystemet og hjernen udvikles og modnes. Den nyfødtes hjerne vejer 400 gram, og efter et år vejer den et kilo, hvilket må siges at være en eksplosiv udvikling!
Der dannes utroligt mange neurale forbindelser i det første leveår, og hvor vellykket denne proces foregår, er fuldstændigt afhængigt af vores nærmiljø og følelsesmæssige kontakt til vores nærmeste omsorgspersoner.
Derfor er det tankevækkende, at den amerikanske psykolog og forsker i neuropsykologi Allan Schores arbejde og hjerneforskning viser, at børn der ikke er trygt tilknyttede, får en mere umoden hjerne. Der er nervebaner og forbindelser, der ikke bliver dannet. Det går også ud over barnets hormonsystem, og det kan få sværere ved at regulere sig selv senere hen i livet.
Derfor – og ikke for at male fanden på væggen – er vi nødt til at bruge vores viden om vigtigheden af tilknytning til at skabe bedre oplevelser for vores børn og os selv som forældre.
