Fødsel

Fødslen er, udover mødet med jeres barn, en vigtig begivenhed i et kvindeliv. Hvis du føler dig støttet og mødt, kan fødslen blive en transformerende begivenhed, der ændrer dit syn på dig selv og din formåen for evigt. 

Jeg har gennem mit mangeårige arbejde, både som terapeut og jordemoder udviklet en kvalitet i mit nærvær, der gør at jeg ofte kan sanse ind i dine ordløse tilstande, og hjælpe dig med at “oversætte” dem – for din partner og evt. andet sundhedspersonale. 

At føde et barn, er som at begive sig ud på en rejse, hvor man nok kender destinationen, men ikke vejen derhen. Vi ved fra forskning, at det vigtigste for at føle sig stærk og stolt efter fødslen, ikke er om den har været kompliceret eller ej, men om du har følt dig set, hørt og respekteret undervejs. Dette mål er lettere at nå, med en jordemoder du kender – og som kender dig.

Jeres fælles rejse mod forældreskabet 

At stå ved siden af den man elsker, og se hende have ondt, er for mange partnere en udfordring. Vælger I mig, som privat jordemoder, er jeg der for jer begge. Gennem samtaler i graviditeten har vi sporet os ind på, hvad jeres værdier er, og hvor jeg skal være særligt opmærksom på at støtte jer. At vi også har et efterforløb sammen, sikrer at der er god tid til at tale oplevelsen igennem med en fagperson der også var til stede. Fødslen er en mulighed for at lære hinanden at kende på et endnu dybere plan.

Hvor vil I føde jeres barn?

For nogen vil det være det rigtige valg at føde hjemme i vante og rolige omgivelser. Forskning viser, at for en sund og rask kvinde er det ligeså sikkert, som at føde på et hospital – og risikoen for f.eks. kejsersnit falder drastisk. Jeg tilbyder at være jeres hjemmefødselsjordemoder – komme når I har brug for det og først forlade jer, når I er blevet én mere i familien, og alle har det godt ovenpå fødslen. 

Er der medicinske grunde til, at du skal føde på sygehuset, eller er du bare mere tryg der, tilbyder jeg at følge jer hele vejen. Det betyder, at jeg kan komme hjem til jer når fødslen er begyndt, og sammen med jer vurdere, hvornår det er det rigtige tidspunkt at tage på fødegangen. Begyndelsen af fødslen er en periode, hvor man som par ofte er overladt lidt til sig selv. Det kan have stor betydning for det videre forløb, at også første del af fødslen er tryg og rolig med en jordemoders erfarne nærvær. Det kan også være, at I ønsker, at så stor en del af fødslen som muligt skal være derhjemme – og her kan det være afgørende, at I har en jordemoder hos jer – også på turen ind på hospitalet. 

Ca 20% af alle hjemmefødende bliver overflyttet til hospitalet undervejs i fødslen – jeg vil altid gøre mit yderste for, for det første at forebygge så mange komplikationer som muligt og altid sørge for at I er velinformerede og føler at I er med i alle beslutninger. Kommer overflytning på tale, er det også min rolle at sikre at jeres integritet og værdier sikres hele vejen.

PRIVAT JORDEMODER
GIVER TRYGHED

Kontakt mig for at tale om mulighederne for privat jordemoder under graviditet og fødsel